.

En festlig juleafslutning

Tirsdag den 7. december 2021 var omkring 140 mødt op til årets juleafslutning på Den gamle Grænsekro, og en veloplagt formand, Emil Andersen, bød velkommen og orienterede om aftenens forløb. Juleafslutningen bliver dog – sagde han - lidt anderledes end de foregående år, da der ikke bliver fællessang og dans, og alle ved hvorfor. I stedet vil COR-ONA medvirke, et kor på 8 medlemmer fra kegleklubben. Og det gjorde de ganske godt med Asbjørn som korleder, og Bent Junker, som underholdt os hele aftenen med god musik, spillede til. Foruden Asbjørn består koret af Poul Erik Lassen, Dagny Krog, Marie Jessen, Kate Heiby, Svend Johansen, Erik Eriksen og Kristian Grøn. To af sangene havde Poul Erik Lassen skrevet, og det skylder vi ham en stor tak for.

Lars Bo havde dækket op som altid med de lækreste retter, og der var 14 mandelgaver, som byens forretninger havde sponsoreret – tak for det!

Emil orienterede om årets gang i kegleklubben og her bl.a. den netop afholdte juleturnering, hvor 155 havde deltaget (omtalt under juleturnering 2021). Den nye sæson begynder mandag den 3. januar, og onsdag den 4. maj er der ”Tak for i vinter” i Cuben.

Men selvom der ikke var fællessang og dans, så blev det alligevel en festlig aften, hvor folk virkelig hyggede sig. Jo, der er et rigtig godt fællesskab i vores kegleklub, og det skylder vi alle en stor tak for.