JULEAFSLUTNING 2025


Efter en veloverstået juleturnering var det tid til en velfortjent julefrokost. Traditionen tro blev den holdt på Den gamle Grænsekro.

Dette år havde bestyrelsen valgt at holde julefrokosten kl. 12 til ca. kl. 16 i et forsøg på at få flere med til arrangementet. Noget tyder på, det var et godt valg idet der var tilmeldt væsentlig flere end i 2024.  Der var nogle afbud p.g.a. sygdom, så vi var samlet ialt 112 medlemmer, heraf 7 passive medlemmer og nogle ægtefæller.

Formand Emil bød velkommen til deltagerne og præsenterede dagens musikalske indslag, Jørgen Vind, som skulle underholde under julefrokosten, incl. assistere forsamlingen under fællessangen, hvor der var omdelt en lille folder med 3 sange. Kan ikke vurdere kvaliteten af vores sangstemmer, men decibelen var pænt høj.

Det samme var generelt gældende under hele jufrokosten. Snakken gik lystigt henover bordene, så det var lige før, vi ikke kunne høre musikeren. Det samme var gældende, da Emil ville fortælle lidt om foreningens aktiviteter i årets løb. Der måtte tysses lidt, så han kunne få ørenlyd.

Emil kunne berette om, at Christiansfeld Kegleklub er – hvis ikke den største, så tæt på at være – den største klub inden for seniokeglerne i Danmark. Desuden fortalte han, at der deltager i alt 8 hold i den igangværende turnering. Og det går så godt i turneringen, at 3 hold lige nu ligger til oprykning.

I serie 2 ligger solsortene på 2. pladsen, Viberne i serie 3 på 1. pladsen og Lærkerne i serie 5 også på en 1. plads. 

Desuden kunne formanden oplyse, at Christiansfeld Kegleklub er nomineret til titlen som Årets Forening i Kolding Kommune. Der afholdes et arrangement på Kolding Teater den 26. januar, hvor kommunens atleter, foreninger og ledere hædres og kåres, herunder vores kegleklub. Derfor opfordres alle, som har tid og lyst til at møde op på Kolding Teater. Billetter kan fås hos formand Emil, ja hele bestyrelsen.

Inden ris-a-la-manden skulle vi lige hædre årets julekegledame og -herre.  Det blev (igen)

Grete Madsen og Leo Knudsen. Og stort TILLYKKE til dem.

Efter uddeling af mandelgaver og kaffedrikning blev der ryddet nogle borde og Jørgen Vind opfordrede forsamlingen til en lille svingom.

Det blev en rigtig fin eftermiddag, som bestyrelsen havde håbet.  Nedenfor kan du se billeder fra hele arrangementet.